Tomat erfaringer af Camilla Plum

Tomater

Når du som helt ny tomatdyrker, dykker ned i emnet tomatsorter, virker det overvældende med alle de sorter. Jeg ville faktisk godt selv skrive mine egen erfaringer, men lige nu er den så lille at de tomater jeg kender - er uden smag :-), de har de berygtede og intet sigende navne som gul tomat, alm. Tomat, busktomat og det kan du jo ikke rigtig bruge til noget. Derfor har jeg fået lov til at bringe en artikel, fra en der ved noget. Når du går ind på hendes side under Netbutik/tomater - så bliv ikke forskrækket listen er lang og der står lidt hver sort.

Af: Camilla Plum                                

Tomater får man mundvand af. De gloende bjerge af fuldmodne duftende tomater på markeder man har besøgt i varme lande, de bugnende klaser af egen avl, de grønnakkede romatomater man kan være heldig at finde hos en god grønthandler giver lyst til at lave mad som ingen anden grønsag.

Når man rejser uden køkken kan man blive elektrisk af ærgrelse over ikke at kunne købe en hel kasse af de vidunderlige fuldmodne figner der er ved at flække af sukkersaft, hvide spændstige ferskner, struttende fennikel, fisk fanget samme morgen med øjne som møllehjul og skæl som en tokrone, der bare ligger og frister og venter på at blive til vidunderlig mad. Men det er tomaterne der frister mest. Åh sikken salat man kunne lave af de store faste lyserøde med det grønne og pink kød, hvor ville den blæksprutte have godt af en karamelliseret tomatsauce af netop de små overmodne blommetoma­ter, og med hjem kan det ikke nytte at tænke på. Og netop fordi de er så dejlige skal man spise dem med omtanke.

Købe dem når de er gode, lade dem ligge når de ikke er det. Tomater er ikke et forbrugs­gode som rugbrød, vi behøver dem ikke, de er ikke en selvfølge, og man kan leve mange måneder uden tomater. Jeg skulle hilse og sige at de heller ikke spiser tomatsalat i Grækenland om vinteren, der spiser de hvidkål. For til gengæld at vælte sig i dem når de er der i deres bedste form. For på den anden side kan man ikke få nok, man kan ikke spise for mange tomater, og man bliver aldrig træt af dem.

Og gode er de om efteråret, og i de tidlige forårsmåneder hvor vi får de særlige små grønlige faste tomater fra Fuerteventura. Resten af året er gode dåsetomater bedst.

Det kan godt betale at smage på dåsetomater, der er lige så stor forskel på dem, som på friske, og de dyreste, økologiske er sjovt nok bedst.

 

De første mange år efter at tomaterne var kommet til Europa turde vi kun kigge. De mindede simpelthen for meget om deres giftige europæiske slægtninge til at vi turde spise dem. De blev dyrket som prydplanter, og en pryd er de bestemt også.

Siden gik det stærkt, de gyldne æbler blev den foretrukne grønsag først i Italien, siden overalt i Sydeuropa, og nu frister de i hele verden.

Tomaten stammer fra nogle vilde former, bl.a. sherrytomaten der er en vildform fra Peru. Men allerede mange tusinde år før der kom hvide folk til Amerika blev de spredt over hele det sydamerikanske kontinent. Aztekerne forædlede dem i Mexico, til storfrugtede tomater der meget ligner moderne sorter. Allerede dengang havde man tomater i alle farver, der er grund til at tro at de 'guldæbler', der først kom til Europa faktisk var gule tomater.

Hvilke tomater hvor og hvorfra 

Vi har længe været træt af dårlige tomater, nu har detailhandelen fattet det.

Der er snart ikke en flække  i landet hvor man ikke kan købe søde cherrytoma­ter, stilktomater der dugter af tomat, gule og orange tomater,(der smager af luft) og tørrede til overflod.

Man kan altid brokke sig, men man skal bare tænke fem år tilbage for at komme i tanke om hvordan det var overhovedet ikke at kunne købe en tomat der smagte af tomat.

Der er enkelte gartnerier der gør ekstra meget ud af det, og dyrker tomatsorter i dusinvis der smager vidunderligt, hvis man vil mere må man dyrke dem selv.

Det er dejligt at dyrke tomater, frydefuldt at plukke, skønt at spise, og et priviligeret hovedbrud over hvad man dog skal stille op med de grønne.

Man får problemer, men af et overskueligt omfang, svamp, skimmel, skade­dyr...

Men tomater skal man nok få, og rigeligt af dem.

Tomater kan lykkes uden for drivhuset, jeg har set det med mine egne øjne hos mange mennesker, det kan bare ikke lade sig gøre hos os. Men hvis man bor beskyttet, har lune kroge og sen frost skal det nok kunne lade sig gøre.

Men hvis man vil være sikker alle andre steder hedder det drivhus, til nød dyrket nedliggende i en mistbænk.

Sorten er afgørende for om de lykkes på friland. Sene sorter og moderne drivtomater er aldeles uegnede, det er her det virkelig er værd at få gode kataloger hjemme, studere dem grundigt og være realistisk med sit valg. Man skal gå efter tidlighed, robusthed, resistens, - og naturligvis velsmagen når man vil dyrke på friland.

Nogle af de gamle sorter kommer fra Rusland og Baltikum, og de er i sagens natur tidlige og robuste. En del kommer fra Amish folket der har haft dem med fra deres hjemlande og rejst med dem til den nye verden, og dyrket dem mange forskellige steder. Sådan nogle tomater er der bund i, de holder til det hele, selv en dansk sommer. Hvorimod tomat frø købt på rejser i Sydeuropa nok kan være fantastiske, de skal bare dyrkes i et drivhus.

Én der altid lykkes og som man under ingen omstændigheder skal komme ind i sit drivhus er den Kinesiske vildtomat. Den giver masser af kirsebærstore gule og røde frugter, men levner ikke plads, i hvert fald ikke hvis man også ønsker plads til andre ting.

Gamle sorter som 'Brandywine,' der er en af Amish sort er rimeligt sikre på friland.

Hvis man vil noget mere er det sjovt at dyrke 'Tomatillos', en  mexicansk slægtning til tomaten, 'Physalis ixocarpa' der altså også er i familie med Japan lygten,'. Den fylder som den kinesiske vildtomat 3 m2 når den er udvokset og klarer sig fint i et lunt hjørne. De blommestore frugter bruges i salsaer, saucer, chutneyer, som friske er de lidt for sure, men de smager fuldstændigt som krydrede tomater. Inden tomaterne kom til Mexico var det tomatillos de dyrkede, og det er stadig mexicanernes foretrukne til frugt til salsaer og saucer.

der fås en gul og en lilla variant, den lilla smager bedst.

I drivhuset kan man kaste sig over alle de fantstiske sorter og typer, små pæreformede tomater, dadeltoma­ter, cocktailtomater, kæmpestore saftige bøftomater, ovale blommetoma­ter, oxehjerte tomater, furede, stribede, og i enhver farve bortset fra rent blå.

De kan have blade som bregner, som kartofler,( og som tomater), der er ingen anden plante med så stor variation på enhver tænkelig måde, det er simpelthen en fest.

Men de smager altså ikke lige godt alle sammen.

Vi har i de sidste mange år dyrket 25 slags tomater, både i hus og på friland, hvor frilandet blev opgiver fordi de altid fik ubodelig skimmel samtidigt med  med kartoflerne, og det er præcis når tomaterne begynder at give noget.

Vi har prøvet alle de mest spektakulære, de mest velsmagende, de mest resistente.

Efterhånden har det snævret sig ind. Pt. dyrker vi alle de sorter ´sorte tomater´ vi kan finde,'Black prince', 'Purple calabash','Black crimean', 'Black plum'. Vi holder meget af sorten 'Green Zebra'¨, og ikke mindst af den gule dråbetomat' Polen', som alle er mere end almindeligt resistente over for skimmel, modner alle deres frugter, og smager helt vidunderligt.

Med de røde er der fortvivlende meget at vælge imellem, her går vi efter gamle sorter, der har bevist deres varige værdi på den ene side og de små daddel og cocktailtomater på den anden.

Og så er der 'Roma'tomaterne, de aflange kødfulde, der er uundværlige til saucer, og til at tørre, og meget fine i salaten også, hvis de er helt modne. De er mere sygdomsresistente end andre tomater, prøv en plante og se hvad der sker.

Tomater må man skaffe sig hvor man kan få dem, vi får de fleste fra et fransk frøfirma 'Terre de semences'. De holder sig tohundrede tomatsorter, foruden alt det andet. Der er hele vejen igennem kataloget tale om gamle, truede sorter, alt er økologisk og der er beskrivelser på hver eneste sort, som er fyldige nok til at vække interessen, og gør det næsten umuligt at vælge.

Men også de andre frø firmaer ( med kataloger på dansk eller svensk) har fine udvalg, det er bare at vælge, selvom det er svært.

Se adresselisten.

Jeg tror det er på sin plads at forklare hvorfor og hvordan med tomat frø, som i virkeligheden er den enkleste sag af verden at samle  selv. Tomater er selvbestøvende - i princippet. De er de ikke fra naturens hånd, men som en del af udviklingen fra de kom hertil har man været nødt til at udvikle den egenskab. Bl.a. fordi der ikke er nær så mange insekter her som i Sydamerika hvor de jo kommer fra.

Dvs. at en tomat i princippet bliver den samme tomat som man har spist, og at man derfor kun behøver købe frø en enkelt gang, beslutte sig og så beholder man sin tomat til evig tid.

I virkeligheden virker det kun hvis ens tomater er frø konstante, og det er de fleste moderne tomatsorter ikke. De er F1 hybrider, som er kontrollerede krydsninger foretaget af frø firmaet. Man krydser en bestemt moder og faderplante med hver deres egenskaber, og får et afkom der har nogle bestemte egenskaber man gerne vil have. F1 frø er dyrere end andre frø. Hvis man tager frø fra en frugt af en F1 plante får man næste år et fuldstændigt ukontrolleret afkom der kan have arveegenskaber fra alle mulige tomater der er brugt i krydsningsarbejdet. Frø firmaet vil gerne sælge os frø til næste år igen.

Hvis man bruger gamle tomatsorter der gennem generationer har været hjemmedyrket kan man selv tage alle de frø man vil, og få præcis de tomater man forventer - medmindre der en sjælden gang har været et insekt inde og lave ballade i blomsterne.

Jeg holder meget af tanken om at tomaters arveegenskaber tilhører os alle sammen, og at den kulturskat der ligger fra vores forfædre er én vi frit kan reproducere. Tanken om at nogle få firmaer kontrollerer hvad vi dyrker er ubehagelig. Ejendomsret til arvemassen  kommer i fremtiden til at gælde for alle gensplejsede afgrøder, hvis vi da ikke siger ordentligt fra.

Selve frø samlingen foregår ved at an tager fuldmodne frugter, gerne af flere planter, af samme sort, presser frøene ud i et lille glas, og blander dem med vand. Efter 2-3 dage er de gæret, og man kan skylle dem rene for snuller og den gelatine der ligger rundt om frøene i en sigte. Så spreder man dem ud på et stykke papir og tørrer dem fuldstændigt. Husk at mærke meget nøjagtigt med sorts navn, hele vejen igennem, man har glemt hvad der er hvad, så snart man vender ryggen til.

Pil frøene af og opbevar dem i små papirsposer. Her holder de fint i 2 år, så falder spireprocenten, men det kan som regel godt gå 3 år med.

At dyrke tomater 

Det kan ikke betale sig at være for tidligt ude med at så sine tomater. Med­mindre man har et opvarmet drivhus at dyrke dem i, er midt i marts i rigeligt god tid.

Hvis de står for længe med for lidt lys bliver de nogle ranglede lyse bængler, der giver færre tomater end senere såede planter. Jeg har læst mig til at tomater skal spire ved 24-27 grader. Det skal nok passe. Jeg spirer dem i en vindueskarm med radiator under og det er gået fint. De små frø sås én i hver lille tørvepotte fyldt med så jord. Indtil de er spiret pakker man ind i en sort plastsæk, så de får meget lidt lys. Når de er spiret er en spirekasse med plastlåg fint, en klar plasticpose lagt løst over er også fint. Her skal de helst stå lidt køligere, så enten flytter man dem hen til normal 18 graders stuetem­peratur i et vindue under radiator, eller hæver dem et stykke op over den lune karm med luft mellem bakken og karmen. 

Fra nu af handler dem om at de ikke må tørre ud/heller ikke drukne.

Når der er kommet flotte kimblade og et enkelt sæt rigtige blade pottes hele tørvepotten op i almindelige urtepotter fyldt med rigtig jord, og gror videre.

Der er andre systemer, med prikling, og flere frø i hver potte og alt muligt. Men i betragtning af at 10 planter er rigeligt for de fleste er dette enkle princip meget fint.

Når frosten er ovre skal de plantes ud i drivhuset, når luften er mindst 7 grader om natten kan man plante på friland.

Sæt tomaterne lidt dybere end i potten.

Hvis de alligevel er meget sjaskede og lang agtige i det graver man potte og næsten hele stængelen skråt ned i jorden, og lader den øverste tredjedel stikke op. Tomater danner rødder langs hele stængelen, fordi det ikke er en klatreplante fra naturens hånd. Det er tværtimod en flerårig filter rederlighed af en plante der kravler rundt på jorden og fornyr sig selv ved at slå rødder undervejs. Man kan udnytte denne evne ved simpelthen at sænke stængelen ned efterhånden som klaserne modner, det giver fornyede kræfter til at modne de næste klaser.

Der er mange gyldne regler for tomatdyrkning, de fleste er beregnet på meget intensiv avl. Jeg holder mig bare til nogle stykker. At fjerne blade undervejs når de bliver gule, eller man ikke kan fægte sig frem, så der kan komme sol til frugterne, og de ikke bruger alt for mange kræfter på at holde bladene i live.  Så vander jeg så lidt som det er muligt når de først er kommet i ordentlig vækst og har modnet den førte klase. Det giver bedre smag, de revner mindre og de får mindre skimmel. De får kompost inden plantningen, og rimelige mængder hønse møg når de er kommet i gang med at gro.

Om man skal knibe toppen eller ej er fuldstændigt afhængigt af hvilken type tomater man dyrker. Jeg synes sjældent det er nødvendigt, men hvis planten har masser af umodne klaser og er ved at miste æveret skal man nok hjælpe den på vej ved at sørge for den ikke bruger krudt på fortsat vækst.

Skud i bladhjørnerne er det derimod altid en god ide at knibe af.

Man siger at agurker og tomater ikke bryder sig om hinandens nærhed, men som det ser ud i de fleste drivhuse, må de bare finde sig i det. Men man kan gøre andre ting for at holde sine tomater i godt humør. Brændenældevand er en kærkommen bruse tur hver anden uge, og en underplantning af basilikum og tagetes er godt for alle parter.

Tomater angribes sjældent af utøj, men hvis der skulle vise sig noget kan man douche dem med sæbespånvand med en smule sprit i, det tager det meste.

Camilla Plum   -                     www.fuglebjerggaard.dk